Hilsen fra Vigdís Finnbogadóttir

Verdens sprog er klenodier. Ideer, der udtrykkes i ord, har givet verdens befolkning al den viden, som samtiden råder over: al den vældige rigdom, vi ejer i form af indsigt, kunst og knowhow. Med sin fond af ord, sin fantasi og sin skabende kraft giver den menneskelige tanke sig i kast med opgaver hvor som helst i åndens vidtstrakte landskab.

"Sproget er et redskab, som vi anvender til at være os selv," har en udmærket tænker sagt. At beherske sprog, sit eget såvel som andre, og at kunne værdsætte dette efter fortjeneste, er en kilde til uvurderlig glæde. Glæden består i at have muligheden for at nyde godt af alt, hvad der er blevet frembragt på det pågældende sprog, at forstå, hvad der ligger bag i både ord og handling, og ikke mindst i selv at kunne udtrykke, hvad man selv måtte have på hjerte. Men sprog kan undertiden også være en lænke om foden. Fattigdom på ord er som et tilfrosset vandfald. Det véd alle, som ikke kan give deres tanker form eller forstå, hvad der foregår.

For en lille nation med eget sprog og egen kultur er det bydende nødvendigt at have godt kendskab til fremmede sprog. Det er nøglen til øget forståelse og et bredere syn på omgivelserne i en verden, hvor alt og alle i stigende omfang kommer os ved. Det er åbenlyst, at vi jordboere står hinanden nærmere end nogensinde før. Men verdens forskellige sprog udtrykker forskellige erfaringer og har frembragt forskellige kulturområder. Dem må man forstå, for at samarbejde, sammenhold og handel kan foregå på lykkelig vis. Ligesom et sprog skaber enhed i en befolkning, har godt kendskab til andre sprog en væsentlig andel i at skabe indbyrdes tillid. Samtidig skærper kendskabet til fremmede sprog vores forståelse af egne værdier og vaner.

Sproglig kompetence er for det enkelte menneske en styrke. Det har længe været min ambition, at vi islændinge fik yderligere styrke i en kompliceret verden ved så vidt muligt at have mindst to fremmedsprog til at begå os på. Derved bringer vi os tættere på det bedste i den internationale kultur, som vi gennem århundreder har nydt godt af.

Vigdís Finnbogadóttir

Þú ert að nota: brimir.rhi.hi.is