Om åndens og sprogets deroute i et ensrettet Europa

Om åndens og sprogets deroute i et enstrettet Europa

Foredrag på World Language Centre, Vigdís Finnbogadóttir Insitute of Foreign Languages, 2. oktober 2008

Søren R. Fauth, forskningslektor dr.phil.

Den salve der nu vil flyde alt for rigt fra min mund, er og bliver polemisk. Tingene er sat på spidsen. Nuancerne druknet. Om jeg mener alt dette så rabiat som det formuleres, ved jeg ikke, men af og til kan det være befordrende for åndens velbefindende at finde den ockhamske ragekniv frem og hvæsse den. Eller grund til at blæse til kamp inden det er for sent. Det hermed være gjort.

Der sættes løbende varmerekorder i disse år, opvarmningen er global, siger man. Det varer ikke mange år før vi her i Norden kan gå i korte ærmer året rundt. De fleste er enige om at de apokalyptiske klimaforandringer skyldes udslippet af drivgasser, menneskets griske udbytning af naturens ressourcer. Ikke nok med at vi driver rovdrift på hinanden, vores rovdyrinstinkter gør at vi udnytter alt omkring os til bristepunktet. Sådan er vi, og sådan vil vi altid være. Det er vores natur. Ligesom det er en del af vores natur at drive tingene ud i det ekstreme.

Varmerekord i Europa og alligevel denne isnende kulde der blæser ind over Aftenlandet i disse år, denne frygtindgydende tomhed der fyger ind fra øst og vest, denne fuldkomne mangel på ånd og værdi der stikker bare en lille smule dybere end den nye Audi eller et køkken med kogeø i midten.    Ånden har trange kår i dagens Danmark. Måske er det bedre på Island; jeg ved det ikke, men håber det. I Danmark er det jægersoldaten B.S. Christiansen, cykelholdsejeren Bjarne Riis og erhvervslivets små og store fisk der med deres ’lean-visioner’, deres rædselsfulde ’dænglish’ og lommefilosofiske floskler lader denne epoke gå over i historien som en af de hulest klingende nogensinde. Godt hjulpet på vej af politikere der afskaffer de klassiske dannelsesfag latin og græsk i gymnasiet og langsomt amputerer alle andre fremmedsprog end engelsk, udsulter kulturen og ånden. De humanistiske fakulteter i Danmark frister i disse år en skyggeeksistens på kanten af samfundets afgrund, radmagre, afpillede til knoglerne, som vi er.

Selv at vågne op en morgen og mærke at man er blevet en del af denne stupiditet, at man langsomt overgiver sig til det epidemiske sløvsind, er langt mere skræmmende end noget andet apokalyptisk scenarium jeg kan forestille mig. Den aftenlandske kulderekord er for længst sat, og meget tyder på at det bliver endnu koldere i Europa.

Hvorfor, spørger jeg, denne ensretning af vores samfund? Hvorfor denne uvilje i Danmark mod åndens frugter? Behøver den materielle overflod ligefrem at udelukke tænkningen, den sproglige mangfoldighed og dannelsen? Den materielle overflod i store dele af Europa er vulgær. Vi har bedre råd end nogensinde før, og alligevel lever jeg i et land hvor man om 10 år måske ikke længere kan studere fremmedsprog og kultur på allerhøjeste internationale uddannelsesniveau. Nytteværditænkningen er blevet institutionaliseret i en hidtil uset radikal grad. Den instrumentalistiske tænkning går sin demotiverende og fordummende gang gennem de danske uddannelsesinstitutioner. Mit hjemlands humanistiske fakulteter er for længst blevet invaderet af den maniske leflen for det gavnlige og nyttige. Den frie forskning trues af videnskabsministerens detailstyring og den liberale – hvilket paradoks! – regerings manglende tiltro til at samfundets elite er i stand til at tænke selv. Universiteternes basisbevillinger beskæres, humaniora får halvt så mange taxameterpenge for et bestået årsværk som eksempelvis medicin, og den strategiske sektorforskning er i vækst. I et mentalt klima hvor alt måles og vejes og reduceres til blot og bart instrument for samfundets økonomiske vækst, drager ånden i landflygtighed eller ender med at sne inde. Ånden skal ikke være nyttig, forskning, dannelse og bevaring af vores fælles kulturarv bærer en værdi i sig selv der rækker langt hinsides enhver økonomisk beregning og rentabilitet. Det kunstnerisk sublime, de innovative forskningsgennembrud (også inden for de kulturbærende og kulturbevarende humanistiske discipliner) finder aldrig sted der hvor tanken ledes af specifikke samfundsmæssige, politiske og økonomiske hensyn, aldrig! Hvis man putter målrettethedens middelmådighed ind i den ene ende af den hidsigt producerende maskine, får man det samme ud i den anden ende: middelmådighed. Nutidens universiteter ruster sig til et liv som morgendagens slaver i et evigt roterende mediokritetsmaskineri. Den ensidige hyldest til det effektive kan meget vel slå dialektisk om i sin egen modsætning og blive til ineffektivitet. Fravær af glæde, manglende entusiasme og kreativitet er ikke vejen frem for effektive samfund.  

Den Europæiske Unions hensigtserklæringer om samhørighed under hensyntagen til og stimulering af den sproglige og kulturelle pluralitet er godt i gang med at styrte sammen. Det er trist, for netop i dag er vi samlet for at fejre det modsatte. Vores ansvarlige politikere, der burde værne om sproget og den kulturelle diversitet, gør ikke nok for at forhindre den angelsaksiske sprogimperialisme der truer med at ødelægge vores modersmål. Jeg ved udmærket at dette ikke gælder for Island, bl.a. takket være den formidable kvinde der har lagt navn til dette ikke mindre formidable og forbilledlige center, men det gælder for Danmark og en lang række andre lande i Europa. Det engelske sprogmonopol er et symbol på den åndelige armod i Europa. Sproget bærer ånden, og det er ganske utænkeligt at forestille sig en nutidig Søren Kierkegaard, Johannes V. Jensen, Henrik Pontoppidan eller H. C. Andersen skrive sig ind i den europæiske åndshistories førsterække på ’dænglish’. H. C. Ørsted og Niels Bohr udelukkende på engelsk? Inger Christensen, Ursula Andkjær Olsen og Simon Grotrian på engelsk? Goethe, Kafka, Hegel, Kant, Schopenhauer, Nietzsche, Heidegger, Husserl på engelsk? Sartre, Derrida, Foucault på engelsk? Cicero, Plautus, Ovid, Homer? Gunner Ekelöf, Tomas Tranströmer og Kerstin Ekman på engelsk? Eller hvad med Einar Már Gudmundsson, Halldór Laxness, Sjón eller Hallgrímur Helgason på en uskøn blanding af islandsk og engelsk, islengish? Helt utænkeligt, aldeles udelukket. Hvis vi først sælger ud af vores modersmål, sælger vi ud af vores sidste mulighed for at tænke og tale originalt. Vi bør kæmpe hårdt for også i fremtiden at tale sammen i Norden på andre sprog end dette bastardengelsk. Som barn så jeg ofte svensk TV, norsk forstår jeg uden problemer. Jeg taler hverken norsk eller svensk, men jeg læser begge dele, og jeg forstår næsten alt. Hvorfor er det blevet sådan at de kommende generationer i Norden synes det er smart at tale pseudoengelsk med hinanden? Vores markedsværdi og konkurrencedygtighed vil svinde ind. Men miseren stopper ikke ved den vanrøgtende adfærd over for vort eget sprog.

Det er vanskeligt ikke at få ordet globalisering i den gale hals. Der er intet galt med globalisering som sådan, tværtimod, men med den ensidige udlægning og overfortolkning af begrebet som erhvervslivet og en stribe af Danmarks fremmeste politikere gør sig skyld i. Skammeligt og pinligt at fejludlægningen, der ganske strider mod de smukke fælleseuropæiske hensigtserklæringer om ’unity in diversity’, også har bredt sig til landets højeste uddannelsesinstitutioner. Globalisering, et af Aarhus Universitets udmærkede satsningsområder, har intet med ensretning af sprog og kultur at gøre. Hvordan i alverden det er lykkedes den angelsaksiske kultur – og særligt den der har sat sig som en lattervækkende nar på det fælleseuropæiske managementsprog – at få danskere (og en stribe af andre europæiske folkeslag) til at optræde som pseudoenglændere, er ikke bare ubegribeligt, men decideret fordummende, forarmende, og frem for alt plagsomt at høre på. At ophøje ét sprog og én kultur til det eneste efterstræbelsesværdige, har intet som helst med globalisering at gøre, snarere med provinsielt knoldesparkeri.

Lad mig give et eksempel på hvordan det står til med den sproglige mangfoldighed i den danske universitetsverden, altså på det trin i den uddannelsesmæssige fødekæde hvor eliten befinder sig. I Danmark vokser det ene Europacenter frem efter det andet. Det er tilsyneladende blevet mode at studere Europa, europæisk kultur, identitet, forskellighed osv. Så langt så godt. Det kan der i sig selv ikke indvendes noget imod, skønt jeg notorisk nærer en indgroet skepsis over for alle modestrømninger. Som forsker bør man aldrig løbe efter moden, men – ideelt set – efter sandheden, eller efter det som man af indre nødvendighed ikke kan lade være med at undersøge indgående. Europæiske Studier, eller rettere ”European Studies”, er således et nyt satsningsområde under Institut for Engelsk, Germansk og Romansk ved Københavns Universitet. Under dette satsningsområde finder man også programmet ’Europa i forandring’, eller rettere ’Europe in transition’, som det hedder blandt de indviede. Den tekst om Europacentrets fornemme visioner der står at læse på instituttets hjemmeside, er på engelsk og kun på engelsk. Studieretningen er placeret på et institut der har ansatte der behersker tysk, fransk, italiensk, spansk og – selvfølgelig – engelsk. Samtlige ansatte og tilknyttede forskere præsenterer sig selv og deres forskning på engelsk, med en enkelt undtagelse, nemlig filosoffen Søren Gosvig Olesen der skriver om sig selv på tysk, fransk, italiensk og engelsk. Hvorfor er det blevet sådan? Hvordan og hvorfor er det kommet så vidt? De universitetsansatte og landets intellektuelle har en særlig pligt til at fremelske og dyrke den sproglige mangfoldighed, og endnu vigtigere: den nuværende og de kommende generationer har en pligt til at sikre traditionen og overleveringen af den europæiske kultur, der aldrig bliver en enhedskultur, og som – naturligvis – heller ikke skal være det. På trods af alle åbenbare ligheder landene imellem. Selvfølgelig er Europa i forandring. Tiden går som bekendt hvert sekund, vi fødes, bliver ældre og dør, og verden, ja, den forandrer sig, i hvert fald på overfladen. Men går vi ikke helt fejl af virkeligheden hvis vi tror at denne forandring fører til afskaffelsen af de nationale særpræg, af den kulturelle og sproglige diversitet og rigdom i Europa? Det ville i så fald være første gang nogensinde i verdens og menneskehedens historie at så mange forskellige kulturer og sprog blev ensrettet. Erfaringen taler sit tydelige sprog og bevidner at al tale om den globaliserede postnationale æra, om nomaden, bastarden og migranten som fremtidens menneske der bestandigt eksisterer mellem de afgrænsede rum, i transit, er en akademisk og ideologisk abstraktion der kun i ringe grad har noget med den faktiske virkelighed at gøre. Mine naboer i Fredericia – en ubetydelig dansk provinsby på den jyske østkyst – har aldrig boet andre steder end i Fredericia. Og hvad har afskaffelsen af den kulturelle og sproglige mangfoldighed i Europa, som blot er et abstrakt ideal i hovedet på akademikere, ideologer, finansfolk og politikere, med studiet af europæisk identitet at gøre? Postnationale samfund, mennesker i konstant transit – det lyder alt sammen meget smart, men det er og bliver abstrakt ideologi, og jeg kan ikke en gang se hvorfor det skulle være et særligt efterstræbelsesværdigt ideal. Mennesker uden forankring i bestandig forandring, mennesker der spræller i den absolutte friheds rene mulighed? Skulle det være et ideal for Europas forenede nationer? Heldigvis er det ikke idealet, endnu, blot virkelighedsfjerne abstraktioner i hovedet på for mange akademikere.

Sprog er ikke bare et kommunikationsmiddel vi anvender som et instrument, på samme måde som vi bruger en hammer eller en sav. Sproget rummer vores associationsbaner, vores fantasi, vores erindring, vores omgangsformer, vores stil, vores humor. Vores sprog er vores identitet, vores sprog rummer fortællingen om vores liv. Hvis vi reducerer sproget til et værktøj, reducerer vi også os selv, vores overlevering, vores erindring, vores singularitet, vores originalitet til reproducerbar mekanik. Og ved at bruge engelsk som ’lingua franca’ bringer vi os selv i den situation at vi kun kan sige det vi kan og ikke det vi vil. Med mindre man behersker engelsk som en ’native speaker’, er ens tanke og tale fra begyndelsen, fx i en akademisk sammenhæng hvor der diskuteres, begrænset til at udtrykke det konforme. At udtrykke sig hinsides ’mainstream’ kræver ganske enkelt et vist semantisk overskud, en overproduktion af betydning, flertydighed, sproglig subtilitet. Af samme grund råder man alle medlemmer af Europaparlamentet til at tale deres modersmål og overlade resten til de professionelle tolke. Rygtet vil vide at en dansk politiker i Bruxelles, der insisterede på at tale ’dænglish’, en gang kom for skade at sige ”I absolutely agree on that, only I have a great but(t)” – på dansk bruger man, når man ønsker at udtrykke et forbehold i en sag, vendingen jeg er enig med dig i det meste, der er blot det ene MEN’ at…’. Desværre kom dette substantiverede ’men’ (’but’) i Bruxelles til at handle om et af menneskets vigtigste og mest profane attributter. Universiteter, danske som islandske, svenske som norske, tyske som franske, har til formål at drive forskning og undervisning på højeste niveau. Vi når bare ikke højeste niveau ved at lade os begrænse af et sprog som er rudimentært. Det siger sig selv, og man behøver slet ikke undersøge det – svaret på den empiriske undersøgelse er givet som en syntetisk dom apriori, altså som en uomtvistelig sandhed. Niveauet på højeste akademiske niveau er allerede sænket i Skandinavien, Tyskland og Frankrig efter at engelsk er blevet stadigt mere enerådende. For nylig talte den tyske filosof Günter Figal, en af de største kendere af Nietzsche, af Heidegger og den hermeneutiske filosofis historie, i Danmark på engelsk. Det skulle han aldrig have gjort. Det lød skrækkeligt, og det er synd, for Günter Figal taler det mest vidunderlige tysk. Forskning, tænkning, det at få nye idéer har med originalitet at gøre. Originalitet, originatio, har noget med ’rødder’, ’udspring’ og ’oprindelse’ at gøre. Og ’udspring’, ’oprindelse’ har noget med autenticitet at gøre. Det bidrager til ’mainstream-kommunikation’ at holde sig til et fælles, amputeret sprog. Den uoriginale og mennesket iboende flokmentalitet forstærkes, institutionaliseres og automatiseres, nu altså også blandt den intellektuelle verdenselite. Den samme elite der før i tiden stod for de dristige og kontrære tanker, kan nu pludselig, fordi de iklæder deres tanker en fremmed dragt, kun tænke det de kan, ikke det de vil. I slipstømmen af denne mainstream-kommunikation finder vi inden for universitetsverdenen en række andre uheldige følger: ’peer review’-systemet, fagfællevurderingssystemet, lader med to-tre anonyme læsere netop det slippe igennem som er tilpas ’mainstream’ til at kunne forstås inden for den forståelsesramme der er, ja, netop ’mainstream’. Efterhånden som alle skriver på engelsk bliver presset på de engelsksprogede fagtidsskrifter størst. De kan derefter bryste sig med de højeste afvisningsprocenter og opnå en højere international placering (eller ’ranking’) på de de facto allerede angloamerikansk dominerede ’rankinglister’. At forskere og intellektuelle med engelsk som modersmål har et urimeligt stort fortrin, siger sig selv. Endnu værre kan det gå til konferencer. Jeg har selv oplevet det flere gange. Her kan englændere, australiere, amerikanere brillere, fordi de taler deres eget sprog, det sprog som de hører og taler fra vugge til grav. Som fisk svømmer disse forskere og intellektuelle behændigt omkring i deres eget farvand. Med mulighed for i en diskussion at foretage vidunderlige, righoldige og inspirerende digressioner, vende tilbage til hovedpointen og tale, ja, et engelsk så smukt og varieret at alt andet, fx det engelsk der kommer fra min mund, lyder som var det et barn på 7 år der talte og – dermed – tænkte. Franskmænd, tyskere, skandinaver kommer, med mindre de har boet i engelsktalende lande i mange år af deres liv, automatisk til at fremstå som mindre nuancerede og reflekterede, og dermed som mindre kvalificerede, selv om de i virkeligheden ofte er mindst ligeså kvalificerede som englændere af æt. Det er en meget beklagelig udvikling, og vi bør som akademikere protestere imod den og insistere på at der ved internationale konferencer på allerhøjeste uddannelsesniveau som et minimum tales på de europæiske hovedsprog engelsk, tysk og fransk.

Jeg kender de praktiske problemer ved at håndhæve dette, men af og til er det også upraktisk at leve i et demokrati hvor alle har stemmeret. Meget i menneskelivet er besværligt, og meget ville sikkert være lettere hvis vi kunne bruge sproget som vi bruger en sav eller en hammer, som et instrument. Det ville sikkert være mere ’effektivt’ hvis vi fik indopereret en robot der kunne tale og forstå ’mainstream-sprog’. Alt ville glide ned, alle knaster ville blive høvlet af, alle ville forstå hinanden, den babylonske sprogforvirring én gang for alle være overvundet. Det ville være afslutningen på alle misforståelser og fejlfortolkninger, vi ville slippe for metaforens og symbolets flertydighed, sprogets små subtiliteter, skjulte hentydninger og kulturbundne referencer. Det er klart at vi dermed også ville ophøre med at være mennesker, mennesker med bestemte rettigheder, effektive, jovist – sofistikerede, indviklede, selvmodsigende, brillante, elokvente væsner med evne til at reflektere over vores egen eksistens, over verdens indretning, over meningen med livet? Nej. Digtere, kunstnere, tænkere? Næppe! Måske overdriver jeg, men den sproglige ensretning og monopolisering har i sin yderste konsekvens etiske implikationer. Tænk hvis jeg en dag skulle forsvare mig selv ved en international domstol på engelsk. Jeg ville kun kunne tale i firkantede kasser, jeg ville slet ikke kunne udtrykke mig selv gennem sproget, og det er klart at jeg – alene på grund af sproglig uformåen – fra begyndelsen ville have en meget dårlig sag. Alligevel forventer vi af vores studerende ved landets højeste læreranstalter at de skal skrive deres ph.d.-afhandlinger på engelsk og forsvare dem på engelsk. Det er absurd. Selvfølgelig findes der studerende og forskere der mestrer engelsk til fuldkommenhed, men hvad med alle dem der ikke gør? Deres udtryksformåen er høvlet ned. Jeg skriver selv de fleste af mine videnskabelig arbejder på tysk, men jeg har også brugt femten år af mit liv på at lære tysk. Jeg har øvet mig hver evig eneste dag siden mit 20 leveår, og jeg er stadig i mange situationer bedre til dansk end til tysk.

I april 2007 holdt den europæiske sprogkommisær Leonard Orban et foredrag ved universitetet i Osnabrück. Det skete i forbindelse med et symposion om filologiens status i fremtidens Europa. Hr. Orban sagde ved den lejlighed bl.a.:

Today we seem to face a trend that English develops into, that some say already is, a quasi lingua franca. And yes, science is ever more English dominated, music, especially modern pop music, and business shares these developments as well. But as recently discussed in an article in the International Herald Tribune this evolution has created a new form of English, called Globish. This is a sort of English consisting of some 15.000 simple words allowing for communication. I dare to ask if this should be the future of languages and philology. The mentioned article suggested that a native speaker of English might need to become bilingual in his own language to converse with other speakers of global English. What a strange, and at the same time, poor prospect.

Det er på tide at vi tager sprogkommisærens ædle intention om “mother tongue plus two” alvorligt. Alt andet ville være bagstræberisk – i sandhed en alt for sørgelig fremtidsudsigt.

Når et bestemt sprog, som det engelske, bliver dominerende, bliver alt det som det pågældende sprog rummer af stil, erindring, fantasi, associationskæder, dominerende. På filosofistudiet ved Aarhus Universitet læser de studerende Heidegger, Nietzsche, Kant og Hegel i engelsk oversættelse. Men gør de studerende sig det klart hvor mange fejludlægninger en oversættelse fra tysk til engelsk indeholder? Det er en uhyrlighed der burde forbydes ved lov og anmeldes til politiet! Jeg har selv oversat filosofi fra tysk til dansk. Også det er – næsten – umuligt, men det går bedre end at oversætte fra tysk til engelsk, og det er trods alt bedre at de studerende læser de store tænkere i dansk aftapning end i engelsk.

De litteraturstuderende fra de æstetiske fag læser Thomas Mann, Goethe, Flaubert, Balzac i engelsk eller dansk oversættelse og de litterære globaliseringsteorier domineres stadigt mere ensidigt af angelsaksiske teoretikere som David Damrosch, Franco Moretti og andre. Alle ’komparatister’ skriver pludselig deres bøger og artikler på engelsk. For bare 20-30 år siden kunne alle filosofi- og litteraturstuderende ved danske universiteter læse og forstå verdenslitteratur på tysk, fransk og engelsk. Alle kunne endvidere uden problemer læse svensk og norsk litteratur på originalsproget osv. Alle der havde læst sprog, kunne en smule ’oldengelsk’, ’oldfransk’ og ’oldnordisk’. Kendskabet til norrønt gør at disse få personer i Danmark relativt nemt kan læse islandsk. Alt det er gået tabt. Jeg er germanist, men jeg kan hverken oldhøjtysk eller middelhøjtysk.

Europastudier bør være et felt europæere kan markere sig stærkt inden for. Her kan vi jo netop noget som de amerikanske og engelske forskere ikke er ligeså gode til som vi er, eller rettere: som de ikke burde være ligeså gode til. Ironisk nok skal man i dag til de amerikanske eliteuniversiteter som Harvard, Yale, Berkeley, Stanford, Princeton og Chicago for at finde reminiscenser af den klassiske dannelse. Amerikanske filosoffer og litterater på allerhøjeste uddannelsesniveau kan nemlig som en selvfølge læse tysk og fransk. Vores selvkolonialisering, bestående i kun at tillade engelsk som fremmedsprog, vil ikke resultere i opdyrkelsen af en europæisk kultur, men i dens afvikling. Europæisk kultur vil blive noget der fandtes en gang, et specialestudium som kun de rigeste amerikanske og kinesiske universiteter vil have råd til. Med mindre vi akademikere vågner op og modsætter os denne ensretning, og med mindre de europæiske uddannelsesansvarlige politikere gør det. Jeg har i Danmark på skrift og i tale argumenteret for at man burde indføre et andet fremmedsprog end engelsk allerede fra folkeskolens 3. klassetrin og et tredje fremmedsprog fra 7. klassetrin, gerne endnu før. Enhver der har lært fremmedsprog, ved at man bliver bedre til sprog, også sit eget, af at lære andre sprog. Det er alt for sent at lære børn et andet fremmedsprog fra 7. klasse. Alle som har børn, ved at deres hormonbalance skaber så megen cerebral uro i 13-årsalderen at de kun kan tænke på alt muligt andet end at skulle lære tysk eller fransk. Hvis man derimod på et langt tidligere tidspunkt vænner dem til at høre et af disse sprog, eller et helt tredje, vil det blot være naturligt for dem også i teenageårene at fortsætte med at dygtiggøre sig inden for feltet, at øve sig osv. At lære andre sprog er som at spille et instrument eller dyrke en sportsgren. Man bliver kun rigtig god hvis man øver sig ofte. Men 70’ernes reformpædagogik har mistænkeliggjort ’øvelse’ som et anakronistisk og autoritativt levn fra ’den sorte skole’. Med reformpædagogikken og den antiautoritære opdragelse er enhver form for ’udenadslære’ blevet tabuiseret. I stedet for at lære noget udenad vil danske børn hellere snakke om samfund og politik. Men hvad hjælper alt dette ’snakkeri’, al denne lemfældige ’kommunikeren’ der runger hult over Europa hvis det redskab vi snakker med, sproget, ligger og ruster op i regnen?

Søren R. Fauth, forskningslektor dr.phil.

Þú ert að nota: brimir.rhi.hi.is